Udekatte kan forholdsvis nemt tilpasse sig forskellige typer vejr. Men på virkelig kolde vinterdage kan de have brug for hjælp fra deres mennesker til at få mad og ly. Bliv klogere på, hvad din udekat har brug for om vinteren, og hvordan du passer på din pelsklædte ven, når det er rigtig koldt.

Tractive GPS-tracker til katte emballage

Følg hvert skridt, din kat tager

Se, hvor den er i realtid, uanset hvor den går hen. Få besked, hvis den går for langt væk hjemmefra. Find ud af, hvor den har været, og opdag dens yndlingssteder. Lad andre spore sammen med dig.

Udforsk GPS-kattetrackere

Kan katte overleve vinteren udendørs?

Katte, som er udenfor hele året, får en tykkere pels, i takt med at det bliver koldere i vejret. Din udekat har sikkert også udviklet strategier til at holde sig varm og tør om vinteren: Hemmelige steder hvor den kan være i tørvejr, en nabo der sætter kattemad ud eller et særligt godt område at jage smådyr.

Det er én ting at overleve vinteren udenfor – en anden er at holde sig sund og stærk. Du kan hjælpe din udekat med at klare sig bedre om vinteren ved at give den en vinterkasse, masser af mad og frisk vand, når det er meget koldt. 

Hvilken temperatur kan katte overleve udendørs?

Eksperter er enige om, at temperaturer under 0 grader kan være farlige for udekatte, hvis de ikke har adgang til et passende sovested. Når temperaturen er under frysepunktet kan katte risikere at få hypotermi og forfrysninger. Begge dele er livstruende tilstande. 

En indekat, som engang imellem går udenfor, vil ikke kunne klare temperaturer under frysepunktet i mere end få minutter. Katte, som primært er indekatte, bør holdes indenfor, når det bliver koldere end 7 grader for at være på den sikre side.

brunmønstret kat går udenfor i sneen

Tag din kat ind

Den bedste måde at beskytte din kat på om vinteren, er at tage den indenfor i varmen, hvor den kan få masser af mad, vand og kram. Det her problem gælder altså ikke indekatte. 

Hvis du har en kat, der går ud ind imellem, bør du tage den ind om natten, når det er koldest. Sørg for, at den har adgang til et skur, en lade eller en kasse, som den kan søge ind i om dagen, når vejret er værst. 

Hvis du har en ægte udekat eller tager dig af herreløse eller vilde katte, er det meget vigtigt at give dem beskyttelse mod vintervejret plus tilbyde dem (ufrosset) vand og tørfoder. Vær opmærksom på, at mange af de dyr, som udekatte jager, f.eks. mus og andre smådyr, går i dvale om vinteren. Dvs. at kattenes naturlige adgang til mad er begrænset i koldt vejr.

Tilbyd varme, tørre tilflugtssteder

Hvis det ikke er en mulighed at tage katten indenfor, kan du lave en simpel vinterkasse, som kan holde din kat varm, sikker og tør vinteren over. Det er også godt for herreløse katte eller vildtlevende katte i nabolaget, når det er meget koldt.

Byg eller køb et kattehus: Hvad er bedst for udekatte?

Du kan bygge et permanent hus af træ, ligesom et lille hundehus, ved at kigge på nogle af de anvisninger, der findes på nettet. Eller du kan købe et kattehus, lige til at sætte op eller samle i mange webshops. 

En udekat, der har brug for et varmt tilflugtssted, er ligeglad med, hvilken type kattely du har. Til gengæld er det muligt, at dine naboer vil sætte pris på, at det er nogenlunde pænt, godt camoufleret, eller gemt under buske eller træer.

Du kan selv lave et billigt DIY-katteshelter af en opbevaringskasse i plast. Brug en hobbykniv til at skære åbninger ud foran og bagpå kassen på omkring 15-20 cm2. Lige præcis store nok til, at en kat kan komme ind, men små nok til at holde den kolde luft ude. Et stykke gummi over dørene vil give yderligere beskyttelse mod kulden. Sørg blot for, at det ikke forhindrer katten i nemt at gå ind og ud af kassen. 

Hvorfor skal der være en åbning mere i bagenden af kassen? Så kan katten hurtigt slippe væk, hvis der skulle komme f.eks. et vildt dyr ind i kassen. 

Brug gaffatape eller lignende til at fastgøre kassens låg. Sæt kassen på en palle, et par brædder eller mursten for at hæve den op fra den kolde, fugtige jord. At hæve kassen nogle centimeter vil hjælpe med at isolere den og sørge for, at regn eller sne ikke siver ind fra jorden. 

Spiller kattehusets størrelse en rolle?

Medmindre du planlægger at bruge en elvarmer til at holde kattehuset varmt med, er det vigtigt, at det ikke er for stort. Den eneste kilde til varme i huset er jo katten selv. 

En lille kasse kan kattens kropsvarme hurtigt varme op. Hvis kassen er for stor, vil kattens kropsvarme hurtigt forsvinde i det store rum, og katten vil ikke kunne holde sig så varm. Du skal bare sørge for, at kassen er stor nok til, at katten kan rejse sig op og vende sig inde i den.

Hvad skal der være i et udendørs kattely?

Et kattely skal primært kunne beskytte katten mod kulde, regn og sne. Læg ikke foder i ind i kassen. Det skal i stedet lægges i en overdækket foderstation. Foder kan tiltrække uønskede gæster til kattekassen og udgøre en risiko for din kat. 

Halm er det bedste materiale at lægge på gulvet i kassen. Det skyr fugt, isolerer godt, og katten kan grave sig ned i det for at holde varmen. Husk, at halm og hø ikke er det samme. Hø mugner, når det bliver fugtigt, og isolerer ikke så godt som halm. Udskift halmen regelmæssigt i vinterens løb.

Isoler dit kattely mod fugt og kulde

Læg ikke håndklæder eller tæpper i kassen. De vil trække varmen væk fra din kat i stedet for det modsatte. Håndklæder og tæpper indeholder desuden fugt, som vil skabe et ubehageligt fugtigt og koldt miljø. 

Luk alle samlinger og åbninger i kassen for at holde regn og sne ude. Det kan du bruge tætningsmidler eller vandtæt tape til. Hvis kassens låg ikke vil blive siddende, eller kassen ikke vejer særligt meget og nemt kan blæses omkuld, kan det være en god ide at lægge mursten eller sten oven på kassen for at holde det hele på plads. Sørg for at kontrollere kassen lige efter voldsom regn eller snevejr for at sikre, at kattelyet er tørt, og at fugten ikke er trængt ind gennem åbningerne. 

Giv katten masser af (opvarmet) mad og vand

Når det er meget koldt, kan mad og vand som du sætter ud til din kat meget hurtigt blive frosset. Det kan derfor være en god ide at bruge opvarmede skåle, hvis ikke du har lyst til at sætte frisk foder og vand ud til katten flere gange om dagen. 

Hvor meget mad skal jeg give en udekat om vinteren?

Katte, som er ude det meste af tiden, også om vinteren, har brug for ekstra mad. De bruger nemlig ekstra energi på at holde varmen, så derfor skal du give dem mere mad end om foråret eller sommeren. Husk, at hvis din kat plejer at jage, bliver det vanskeligere om vinteren, da gnavere og andre smådyr sandsynligvis er i dvale eller gemmer sig om vinteren.

Dåsemad til katte fryser hurtigt til, når det er meget koldt. Giv i stedet tørkost, og i rigelige mængder! Det vil din kat sætte pris på.

Hvor placeres mad og vand bedst?

Du bør sætte mad og vand et sted, hvor katten tilbringer meget tid. Vælg også et sted, der er nemt for dig, da du skal fylde op med frisk mad og vand hver dag. Det vil være rarest at slippe for at skulle vade gennem mudder eller sne! En overdækket foderstation er en god ide. Det forhindrer regn og sne i at falde på maden, og gør det lidt hyggeligere for din kat, når det er spisetid.

Sådan undgår du frosset mad og vand

Opvarmede skåle kan forhindre frosset vand og dåsemad. Skålene forbindes med en stikkontakt, så du skal overveje, hvordan det kan lade sig gøre, så stik og kontakt ikke beskadiges. Du kan have de opvarmede skåle til mad og vand på altanen eller terrassen. Så skal du blot huske, at de kan tiltrække uindbudte gæster. 

Hvis du bruger uopvarmede skåle, skal du være opmærksom på, at vand typisk hurtigere fryser til is i en skål af rustfrit stål end i en skål af plast. Nogle plastikskåle er fleksible, så de kan vrides, og du kan tage isen ud, hvis vandet fryser. 

Spor kattens vintereventyr med en katte-GPS

En GPS-tracker til katte er et must, når du har en kat, som er ude om vinteren. Med den kan du følge med i kattens eventyr, og se, hvor den er, hvor længe den har været ude, og hvor langt væk hjemmefra, den går. Mens den har travlt med at lege, kan du have ro i sindet, fordi du kan finde din pelsklædte ven hvor og når som helst.

Læs her katteejeren Rickards beretning om sine oplevelser med Tractive GPS:

Vi begyndte at lade vores Louie gå udenfor alene. Han havde en Tractive-kattetracker på, så vi ikke behøvede at være urolige. Vi kunne spore ham hver dag og se, at han gik længere og længere væk for hver dag, han var ude. Han kom altid hjem, før det blev mørkt, men nogle dage var vi nødt til at finde ham med trackeren og hente ham hjem. En aften begyndte vi at blive lidt bekymrede: Ifølge trackeren havde han været samme sted i nogle timer. Det begyndte at blive mørkt, så til sidst tog vi ud for at finde ham. Trackeren viste os til et sted cirka en kilometer væk. Vi ledte i området, men kunne ikke se Louie. Vi fortsatte med at lede efter trackeren i buskene og søgte samtidig efter Louie i et større område. Til sidst fandt vi ham helt oppe i toppen af et træ, præcis det sted som enheden havde vist os. Han sad fast i et træ ca. 6-7 meter over jorden og virkede for bange til at kunne sige noget. Vi talte med ejeren af området, som havde set Louie tidligere på dagen og fortalte, at hans schæferhund havde jaget Louie væk. Vi lånte en stige, og det lykkedes os med noget besvær at klatre op i træet. Til sidst fik vi fat i Louie og fik ham hjem igen uden skader. Trackeren har reddet hans liv én gang og kan gøre det igen.

To grå katte rullet sammen på en stol
Louie, hjemme igen med sin bedste ven Baloo

Herreløse katte, vildkatte og udekatte: Hvad er forskellen?

Du kan se alle typer katte udendørs hele året. Nogle katteelskere sørger for, at herreløse katte eller vilde katte får mad, vand og sovesteder hele året. 

Uanset om vi taler om herreløse katte, vildkatte eller udekatte, tilhører de alle samme art, felis cattus. Det er vigtigt at være klar over, at herreløse katte eller vildtlevende katte kan have forskellige niveauer af erfaring med mennesker, så du skal ikke forvente, at du kan kæle med dem. Du skal også være opmærksom på, at hvis du har en udekat, som udforsker sine omgivelser, kan den støde på herreløse eller vilde katte på sin vej.  

Hvad adskiller udekatte, herreløse katte og vilde katte? De fleste udekatte har ejere og regelmæssig kontakt med mennesker. De bliver for eksempel fodret regelmæssigt, kommer til dyrlæge og kan måske komme indenfor på nogle tidspunkter af døgnet. Med andre ord har disse katte som udgangspunkt en tryg base. 

Herreløse katte har på et tidspunkt i deres liv levet indendørs og haft regelmæssig kontakt med mennesker, men er løbet væk fra hjemmet eller er blevet forladt. De har ikke længere regelmæssig kontakt med mennesker. Da de tidligere har været tamme, kan herreløse katte nærme sig mennesker eller huse om dagen. Det er også sandsynligt, at de tager imod mad og finder ly i nærheden af mennesker.

Vildkatte har muligvis aldrig haft kontakt med mennesker, eller i hvert fald kun ganske lidt. Vildtlevende katte er ofte bange for mennesker og søger ikke kontakt. De er som regel kun aktive om natten. De er som oftest ikke neutraliserede. Læs evt. mere om vildtlevende katte hos Kattens værn, som arbejder for kattes ve og vel.

Alle typer katte kan blive tiltrukket af de fornødenheder, du sætter ud til din egen kat, f.eks. et kattely, mad og vand. Vær altid opmærksom på, at vilde/herreløse katte har forskellige personligheder og socialiseringsniveauer.

kat med lysebrunt mønster står på en fyrretræsgren og kigger ud i sneen

Sikkerhedstips for herreløse katte om vinteren

Hvis du gerne vil hjælpe herreløse katte i nabolaget til at klare den sikkert igennem vinteren, kan du følge disse tips:

  • Inden du sætter dig ind i din bil, er det en god ide at banke højt på motorhjelmen for at sikre dig, at der ikke sidder en kat og gemmer sig under bilen eller motorhjelmen for at få lidt varme. Tjek også hjulene, da de er almindelige gemmesteder for små katte.
  • Tjek, at din bil ikke lækker frostvæske, som er giftigt, hvis en kat slikker det af sine poter. Opbevar frostvæske et sted, som katte ikke kan komme til.
  • Undgå at bruge kemikalier til at smelte is og sne i indkørslen eller andre områder med asfalt. De kan være giftige, hvis en kat går gennem et behandlet område og senere slikker kemikalierne af sine poter. 

Sådan får du herreløse katte og vilde katte til at bruge dit kattely og din foderstation

Herreløse og vilde katte kan være utilbøjelige til at nærme sig dit hjem eller bruge den vinterkasse, du har lavet til dem. Anbring derfor kassen et stykke fra dit hjem, men ikke så langt væk, at du ikke kan holde øje med det løbende. Sæt mere end en kasse ud, så kattene kan vælge eller få lidt fred, hvis der også er andre katte, som bruger kasserne. 

Få kattene til at gå ind i kassen ved at lægge lidt kattemynte eller godbidder lige uden for indgangen. 

Hvis en kat nægter at bruge dit kattely, kan du prøve at finde ud af, hvor den sover (f.eks. under en forhøjet terrasse eller i et skur) og gøre det sted mere behageligt med halm, som den kan sove på. 

Gør katten til en del af vinterens rutine

At leve udenfor kan være en udfordring selv for katte, der ellers er gode til at tilpasse sig. Du kan hjælpe udekatte med at komme godt gennem vinteren ved regelmæssigt at tilbyde dem mad, vand og overnatningssteder.